Storm & Marie logo

STORM & MARIE er et dansk tøjmærke, etableret i København i 2010 af Signe Elisabeth Vedel og Kim Vedel Hansen.

De to deler par både professionelt og privat og det danske mærke, som er opkaldt efter deres tvillinger, er et resultat af deres fælles vision.

Filosofien bag STORM & MARIE er, at mens hver kollektion i sin udtryksform repræsenterer et samlet koncept, så kan det enkelte stykke tøj bæres separat og nemt mikses på forskellige måder for at skabe en individuel stil. Samtidig er høj kvalitet en kerneværdi i de 4 årlige STORM & MARIE kollektioner, som Signe Elisabeth Vedel designer.

For hende er STORM & MARIE en refleksion af og et udtryk for hendes kærlighed for mélange og vintage samt referencer fra litteratur, kunst og nutidig musik.


Interview med Signe fra STORM & MARIE

– Hvad er jeres motivation for at blive en del af NDA?
NDA er et spændende initiativ. STORM & MARIE er en del af modebranchen og vores virksomhed lever af at producere og sælge tøj, men selvom vi gør det – og netop fordi vi gør det – mener vi, at det er vigtigt at tage stilling til social ansvarlighed samt bæredygtighed og erkende, at modeindustrien har et ansvar i forhold til dette.

Samtidig har vi det rigtig godt i Norden, og der er ingen undskyldning for ikke at hjælpe mennesker i lande, hvor livsbetingelserne er hårde. Men nogle gange kan det være tiden, der spænder ben for, at man selv får startet og udviklet initiativer og projekter, som hjælper andre. Derfor giver det mening, når man kan arbejde sammen på tværs af brancher, som vi gør det med NDA, og derigennem gøre en reel forskel.
Teenagemødre står tidligt i livet i en vanskelig situation. De har formentligt ikke meget erfaring og økonomisk grundlag for at kunne klare sig uden hjælp fra andre. STORM & MARIE ser god mening i at biddrage til at hjælpe netop denne gruppe, så de og deres børn kan komme videre i livet.

– Nævn tre værdier, som er vigtige for STORM & MARIE og for dig som designer?
Det må være Omtanke, Glæde og Æstetik.
Her kan jeg fremhæve en værdi som omtanke, som netop handler om bæredygtighed.
STORM & MARIE er i øjeblikket i gang med at åbne ny butik i København, og der stræber vi efter at være så bæredygtige som muligt. Det kan f.eks. være gennem vores brug af emballage. I stedet for at give vores kunder tøjet med hjem i plastikposer, som de fleste kun bruger en eller to gange, så vil vi gerne give vores kunder en stofpose med et af vores design på, som de kan bruge igen og igen, f.eks. til indkøb og strandture. Samtidig har vi planer om at sælge kropsolier og dufte i glasflasker, som kan genbruges og genopfyldes i butikken.
I det hele taget bør omtanke være en integreret del af tekstilindustrien. Både fordi det er en branche, der forurener meget gennem sin produktion. Men også fordi der er mange unge kvinder og piger rundt omkring i verden, som arbejder med at sy og færdiggøre vores designs. Dem har vi et ansvar overfor – hvilket vi lægger vægt på i vores egen produktion.

– Er I inspireret af Skandinavisk kultur og trends i jeres designs?
Ja, meget. Vi forsøger at designe tøj med rene linier og afdæmpede farver.

– Hvad bliver du ellers inspireret af?
Naturens farver, strukturer og elementer. I den kollektion jeg arbejder på lige nu, er jeg f.eks. inspireret af ørkenlandsskaber.

– Hvem er jeres typiske kunde?
Vi appellerer til mange forskellige aldersgrupper, så vores målgruppe er aldersmæssigt meget bred.
Vores designs og stil henvender sig til at blive brugt på arbejde eller i sociale sammenhænge, hvor man gerne vil udstråle energi, kreativitet og glæde – men samtidig går op i det stilmæssigt rene og professionelle look.

StormMarie1
StormMarie3